Carl F. W. Borgward blev født den 10. november 1890 i Altona ved Hamburg. Hans far var kulhandler, og Carl var yngste barn ud af en søskende flok på 13.

1900 Den unge Carl brugte det meste af sin barndom og fritid til at rode med mekanik. Han reparerede gamle ure, symaskiner og lign. Han brugte også meget tid med at fremstille træmodeller.

1912 I de første år fra ca. 1912 arbejdede Carl som ingeniør ved et maskinkonstruktions foretagende Mencke og Hambrock ved Altona. Efter afsluttende eksamen ved Hamburgs maskinskole flyttede Carl til Hannover og begyndte at studere ved den Tekniske Højskole. Mens han studerede arbejdede han på et konstruktionskontor for stålfabrikation.

1914 Carl Borgward flyttede til Bremen for at arbejde som heltidsansat ingeniør ved Stålværket Schellhas & Druckenmüller.
I 1914 flyttede han til Berlin for at få et velbetalt ingeniørarbejde.

1915 Carl blev indkaldt til det tyske militær under første verdenskrig og kom til Vestfronten, der blev han slemt kvæstet.
Han lå i lang tid på et militær hospital, og blev senere fritaget for militærtjeneste, samme år blev han ansat som konsulent på et gasværk i byen. Han fik nu et nyt job på en tekstil fabrik ved navn ” Carl Francke ” i Bremen, og det indebar, at Carl rejste meget rundt i Tyskland, og var derfor ansvarlig for fabrikkens markedsservice. Han blev senere chef for firmaets tekniske afdeling.

1919 Carl blev ansat i Dækfirmaet Ernst Baerold GmbH, og senere medindehaver. Dette lille dækfirma beskæftigede sig med andre produkter, bl.a. landbrugsmaskiner for import og eksport. Firmaet havde sine op - og nedture, men Carl ændrede hurtigt strukturen i firmaet, for med den stadig voksende bilindustri så han en anden mulighed, nemlig at fremstille stænkskærme og kølere, så med en prøveleverance til Hansa Lloyd Werke viste det sig, at der var et stort behov for disse emner.

1920 Generaldirektøren for det nordtyske Lloyd firma Dr. Heinrich Weigand der havde fremstillet person- og lastbiler siden 1905-06, opdagede snart Carl Borgwards aktive foretagende, og inden året var omme var dækfirmaet blevet Hansa - Lloyds største underleverandør.

1921 Ernst Baerold fik mindre og mindre tid til sit lille dækfirma, så Ernst og Carl Borgward indgik en aftale om at Carl købte Ernst Baerolds andel, og derved blev Borgward eneejer. Umiddelbart herefter blev firmaets navn ændret til ” Bremens Kølerfabrik Borgward & Co. ”. Hovedproduktionen blev V-type kølere. Borgwards drøm, om selv at bygge sin egen lille bil kunne nu gå i opfyldelse.
Der var 3 personer, der senere ville få en stor betydning i fremtiden, Fritz Kynast (mekanisk specialist), Wilhelmine Bich (regnskabskyndig kvinde), og senere kom Wilhelm Tecklenborg. Kynast og Birch blev ansat i firmaet og Kynast blev Borgward’ s ansvarlige chef indenfor planlægning og design. Efter anden verdenskrig blev Fritz Kynast Chef for Goliath fabrikken.

Jeg har fra pålidelige kilder modtaget en del anekdoter om Wilhelmine Bick, eller "Tante Minna" som hun blev kaldt af de ansatte, og som har berettet, - at hun umiddelbart før en lønudbetaling, under "Blitzkarre- tiden" blev tvunget at pantsætte sit eget private sølvbestik for at de ansatte kunne få deres løn.
Så galt så det faktisk ud for Borgwards pengekasse på dette tidspunkt, og årsagen skyldes at Carl Borgward brugte hele overskuddet til, at investerer i sin virksomhed. Denne resolutte hjertevenlige "Tante Minnas" indsats fik Carl Borgward først kendskab længe efter. 
"Tante Minna" tilhørte inderkredsen af de af Borgward udnævnte direktør, og var i tjeneste frem til bombardementet af "Borgward imperiet" der satte en stopper for produktionen.
Wilhelmine "Tante Minna" døde i slutningen af krigen, og oplevede derfor ikke opbygningen og starten af Goliath aug. 1948 - Lloyd feb. 1949 og C. F. W. Borgward GmbH nov. 1949.

1922 Kølerfabrikken flyttede til nogle nye og meget større lokaler i Bremen-Neustadt. Problemer for en fremtidig bilindustri var løst, men finansieringen for et projekt til bil fremstilling var endnu ikke løst.

1924 En enkel trehjulet lille bil med en 120 ccm DKW motor blev hurtigt sat i produktion.
Det blev til (6 stykker pr dag) og navnet blev ”Blitzkarren”. Der var endnu et stort problem der skulle løses, og det var, at der faktisk ikke var nogle egentlige sælgere, så de her små biler hobede sig op alle steder.

1924/25  Dette kunne ikke være rigtig, så Carl Borgward satte sig selv i sadlen og demonstrerede den i og omkring Bremen.
Carl kontaktede gamle venner og de forsøgte, at sælge den i Hamburg og Hannover.  Der skulle stor overtalelse til, men man kontaktede cykelhandlere, kul handlere og landmænd.
I juli 1924 fremstilledes der 100 stk. ”Blitzkarre” i Neustadt fabrikken.

1925 Wilhelm Tecklenborg, som kom fra det rige Nordtyske Lloyd firma, så potentialet i denne ”Blitzkarren” og indledte et samarbejde med Borgward. Wilhelm Tecklenborg var manden der solgte ”Blitzkarren” til det Tyske Postvæsen på licens, hvilket gav et stort reklamefremstød.
Efter en lykkelig udvikling af ”Blitzkarren” kom efterfølgeren der fik navnet Goliath ”Rapid” med bremser på alle tre hjul, selvstarter og kobling, som varevogn kunne den laste fra 500 til 600 kg.
Og det gode var, at der ikke skulle kørekort til, at køre disse modeller. Midt i december blev ” Goliath Rapid ”sat i produktion.

1928 Der blev produceret i massevis af Goliath Rapid og små Goliath standardbiler. Fabrikken ændrede navn til Goliath Werke Borgward & Co.
For at få mere plads, og da Bremen Karrosseri fabrik Gärtner var til salg, købte Borgward & Tecklenborg denne, og hurtigt flyttede de ind i disse nye lokaler, der lå ikke langt fra Hansa-Lloyds gamle fabrikker.

1929 Krisen i verdensøkonomien begyndte rigtigt at slå igennem. Det betød at billige små biler kunne sælges, men derimod gik salget af de dyre store biler næsten gik i stå.
Wilhelm Tecklenborg og Carl Borgward overtog aktiemajoriteten i Hansa-Lloyd A/G, Borgwards tidligere største kunde.
Hansa-Lloyd gik konkurs, men jorden og bygningerne overgik til det nye firma som fik navnet Hansa - Lloyd - Goliath Werke Borgward & Tecklenborg. Carl og Wilhelm behøvede ikke, at betale for det konkursramte firma, bare de ville betale de kreditorer som Hansa-Lloyd havde.

1930/31  Carl og Wilhelm stoppede med at producere de dyre Hansa-Lloyd personbiler, men fortsatte produktionen af de små Hansa-Lloyd lastbiler. Produktionen af den kørekortfri trehjulede Goliath Pioner gik for fuld kraft, og salget blomstrede som aldrig før.
Man præsenterede også Hansa ”Konsul” og Hansa ” Matador ”.

1933/34 I 1933 faldt salgstallet på Pioneren drastisk, og man præsenterede den nye luftkølede og forhjulstrukne Hansa 400 og 500, som dog senere blev erstattet af de små Lloyd biler.
Borgward fik sin første statslige ordre på 50 lastbiler til det tyske militær.

1934/35 Den nye Hansa 1100 2-dørs 4 cylindret med stålchassis blev Borgward’ s første rigtige bil. Det totale produktionstal blev forøget fra 4.201 biler i 1932 til 16.775 biler i 1936. Borgward havde et stort behov for at skaffe de store presser til at trykke karrosseriplader op med.
De sekscylindrede modeller Hansa 1700 og Hansa 2000 blev introduceret. 2000 modellen var den første Borgward bil, som fik navnet Borgward i fronten, men det skete først fra og med 1939.

1936 37 Fremstilling af 222 stk. bæltekøretøjer for det tyske artilleri.

1937/38  Carl Borgward blev eneejer af sit private foretagende. Carl blev til dels tvunget ind i Nazipartiet, og det betød en masseproduktion i den ny indviede fabrik i ”Sebaldsbrück” i bydelen Hemelingen, ved Bremen i starten af 1939.

1939  Carl Borgward blev beordret til hovedsagelig at producere lastbiler i bl.a. (1, 1,5 og 3 tons) til militæret.
Under den nye Shell plan fik Borgward lov til at producere en personbil model ”Borgward 2300 ”.

1940 Der arbejdede næsten 8000 arbejdere hos Borgward, de fleste hovedsageligt beskæftiget med at fremstille køretøjer til det tyske artilleri. 

1943 Mere end 1 / 3 af Borgward’ s arbejdere var krigsfanger, som kom fra Sovjetunionen.

1945 80 % af de i 1938 indviede montagehaller var beskadiget efter krigens ophør. Carl Borgward blev interneret af Amerikanerne og sad fængslet i Ludwigsburg i det sydlige Tyskland.
400 af Borgwards arbejdere begyndte at starte produktionen op igen, og 1 år senere var mandskabsstyrken oppe på 2000.

1946 Der blev produceret 68% lastbiler, de resterende 32% var til reparation og reservedelsproduktion. Der blev ikke fremstillet personvogne i dette år.  

1948 Efter to år og 10 måneder havde Carl Borgward fuld kontrol over hele fabrikationen i Bremen. I den periode Carl var indsat blev firmaet styret af Borgward’ s tidligere salgschef Schindelhauer.
For at få adgang til råmateriale, som kontrolleredes af de allierede, bildte Borgward de 3 hovedallierede parter ind at Borgward, Goliath og Lloyd var tre virksomheder hver for sig, og på den måde fik han tildelt tre gange så meget stålmateriale.

1949 Første nye efterkrigskonstruktion, der blev præsenteret, var Borgward Hansa 1500 og Goliath GD 750.

1950 I maj startede produktionen af den lille 2- takter Lloyd LP 300 med træ karrosseri, masonit plader, der var beklædt med kunstlæder, derfor blev den i Tyskland døbt ”Leukoplastbomben”.
I Danmark fik den bl.a. øgenavnet ”Pap Jaguar ”.

1954 Den 10. juni forlod den nye Borgward Isabella Hansa 1500 samlebåndet i Bremen.

1958 Goliath 1100 fik navneforandring til Hansa 1100.

1959 I slutningen af 59 blev Borgward’ s sidste model, den store Borgward P 100 med en 2,3 ltr. motor samt luftpudeaffjedring og den nye Arabella præsenteret.

1961 Bremens kommune overtog den 4. februar kontrollen over samtlige Borgwards fabrikker, som var i økonomiske vanskeligheder, og indsatte BMW manden Semler som midlertidig chef.
Den 11. september indgik den endelige konkursbegæring.

1962 4000 arbejdere af de 23000,der var ansat i 1961, fortsatte deres arbejde efter konkursen. Hanomag overtog nogle af delene i Sebaldsbrück, som fremstillede lastbiler. Büssing fortsatte med at fremstille Borgward lastbiler under Büssing navnet. BMW’ s nye klasse 1500 og 1800 modeller overtog Isabellaen’ s rolle og fyldte dermed hullet ud efter Borgwards konkurs.

1963 Hele maskinparken, der fremstillede Borgward Isabella og den store P 100, blev solgt til Mexico.  Der blev brugt ikke mindre end 63 skibsladninger for, at fragte hele produktionen til Mexico.

1963 Carl Borgward døde den 28. juli i en alder af 73 år. Konkursen viste sig senere ikke at være nødvendig, idet alle kreditorer, der havde penge til gode hos Borgward fabrikkerne, fik deres tilgodehavende efter konkursboet, men hvis Borgward på daværende tidspunkt kunne have fået forlænget sin kreditaftale i en kort periode, havde han nok klaret de problemer, der var med Arabella’ en.

Hele maskinparken i Bremen, der fremstillede Borgward Isabella og Borgward P 100 blev solgt til Mexico.Der blev brugt ikke mindre end 63 store skibsladninger for at fragte hele produktionen til Mexico. Få år efter måtte de mexicanske bilproducenter også dreje nøglen om bl.a. på grund af nogle stramme regler den Mexicanske stat havde.

Denne lille sammensatte kronik om Carl F. W. Borgward, er skrevet og oversat af Hardy Frandsen,
efter oplysninger fundet i flere tyske historiebøger.

Endvidere er der indsat flere oplysninger, som jeg har modtaget fra pålidelige kilder,
bl.a. anekdoter om "Tante Minna"